Undgå, at bearnaisesaucen skiller

Har du før haft problemer med, at din bearnaisesauce skiller, eller har du hørt mange sige, at det sker for dem, så du ikke selv har haft mod på at forsøge at lave din egen bearnaisesauce. Så læs nedenstående råd, som sikrer, at det ikke sker.

En bearnaisesauce skiller, hvis den får for meget varme. Det skyldes, at æggeblommerne, der binder smøret i saucen ved for høj varme mister sin evne til at binde smørret. Og så skiller saucen.

Kunsten er derfor at undgå for høj varme, når du laver den. Hold temperaturen på max 63 grader. Brug evt. et stegetermometer de første par gange, til du har følingen med det.
 

Er uheldet alligevel ude – og bearnaisesaucen skiller

Sker det alligevel, at din bearnaisesauce skiller midt i processen, er der heldigvis stadig nogle ting, du kan gøre, som kan redde saucen, hvis den ikke er alt for ødelagt. Og det er da et forsøg værd, så du ikke skal starte helt forfra.

  • Put en isterning i saucen, og pisk den rundt til saucen samler sig igen
  • Alternativt hvis du ikke har en isterning, så prøv med lidt koldt vand i stedet
  • Varm et par spiseskefulde fløde (38%) op, og hæld det langsomt i saucen, mens du pisker godt. Dette kan langsomt samle bearnaisesaucen igen